Asklepios, Lægeguden
Den oldgræske lægekunst er opstået på et religiøst
grundlag, kulten af
lægeguden Asklepios. Ifølge epidauriernes egen fortolkning af
myterne, kom den thessaliske konge til Epidauros for at plyndre egnen. Hans
datter Koronis som fulgte ham, var hemmeligt gravid med guden Apollon. Hun
fødte en søn, som hun satte ud på et bjerg tæt ved
Epidauros. Her levede barnet af gedemælk, samtidig med at en hyrdehund
vogtede. En dag forsvandt drengen, hyrdehunden og geden fra flokken og da
gedehyrden Aresthamas fandt dem, turde han ikke røre drengen, da et
mægtigt lyn slog ned. Og dermed blev det fastlagt, at nu beskyttede
guden Apollon sin søn? Asklepios.
Asklepios fik sin helligdom på sydskråningen af Akropolis (ca.291
f.kr.), hvor mange syge søgte til for at blive helbredt. Ved at overnatte
i
Asklepios-helligdommen åbenbarede guderne sig i menneskets drømme,
forklarede hvad man fejlede og helbredte? måske. Som søn af Apollon
havde han forbindelse til de olympiske guder, og han viste sin omsorg for
det enkelte menneskes skæbne både på jorden og hist. Asklepios
bevarede sin popularitet, lige indtil han måtte vige for de kristne
helgener, som overtog hans opgave.
Vores kendskab til dette stammer fra de stentavler med indskrifter, der er
fundet i Epidauros.
Hippokrates, grundlægger af den græske lægevidenskab
Hippokrates (ca.460 til ca. 370 f.kr.) blev født på øen
Kos. Han tilhørte i 12. eller 13 generation Asklepiaderne, der skulle
nedstamme fra Asklepios selv. Dengang gik lægegerningen i arv fra far
til søn, uden at nægte andre lægestuderende den traditionelle
viden, der tilhørte slægten. Han opnåede stor berømmelse
for sine teorier om sygdomsårsager og sygdomsbehandling, der udelukkende
bygger på iagttagelse og fornuft. Han skal have formuleret den etiske
trosbekendelse for en hel profession. Han arbejdede ved den medicinske skole,
som var knyttet til Asklepiostemplet. Arbejdet fra
Hippokrates og hans efterfølgere er samlet i den hippokratiske "Corpus",
som udgør mere end 70 bind. De indeholder kirurgi, farmakologi, anatomi
og almen sundheds forsøg.
Lægeuddannelsen
De lægestuderende uddannede sig hos en lærer i diagnose og prognose
dvs. at man ud fra patientens symptomer kunne forudsige sygdommens forløb
og dens behandling. De lærte også at udføre visse overfladekirurgiske
operationer, men deres kendskab til anatomi vedblev at være mangelfuldt,
fordi sæder og den religiøse mentalitet modsatte sig dissektion
af menneskelig, man dissekerede kun dyr. De fleste læger var omrejsende,
kun få havde konsultationer i byerne. Sår blev behandlet med planter,
mineralske miksturer, eddike og vin, der alle har en desinficerende virkning.
Noglebehandlings metoder var imidlertid uheldige, f.eks. når en patient
blødte, kunne lægen finde på at årelade personen
for at fjerne overskud af blod og andre behandlinger bestod i meget sparsom
diæt for at nedsætte dannelse af væsker. Indsamling af lægeplanter
gik for at være en væsentlig del af
helbredelseskunsten, oftest tilberedte lægerne selv den medicin de skrev
op til deres patienter.
Noget af det vigtigste i den hippokratiske lære var teorien om, at
atmosfæren indeholdt smittebærende "miasmata", dvs.
at luften alt efter
beskaffenhed kunne udbrede smitte til mennesker og dyr. Det påpeges
også, at det vi i dag kalder økologiske forhold? luft, vand klima,
beboelse, kost og livsbetingelser? Var af afgørende betydning for sygdommes
udbredelse.
Pesten i Athen
De fire væsker
Teorien om de fire væsker var grundlaget for en stor del af den græske
lægekunst. De troede på eksistensen af fire væsker i legemet,
der skulle være i indbyrdes ballance for at sikre helbredet. Væsker
svarede til de fire elementer og havde samme egenskaber, ligesom de var forbundet
med bestemte dele af legemet.
VÆSKE ELEMENT EGENSKABER LEGEMSDEL
Blod Luft Varm og våd Blod
Slim Vand Kold og våd Hjerne (hypofyse)
Gul galde Ild Varm og tør Lever
Sort galde Jord Kold og tør Milt
Væskernes ligevægtsforhold afgjorde, hvilket temperament mennesket besad. For meget blod skabte sangvinikere, for meget gul galde kolerikere, for meget sort galde melankolikere og for meget slim flegmatikere. Teorien skabte terapien. Med åreladning, lavement og brækmidler prøvede man at skabe ligevægt mellem væskerne.
Skriften om "den hellige syge"
En livsfarlig sygdom kunne være "den hellige sygdom" som
vi i dag kalder epilepsi. Hjernen blev betegnet som centrum for forstand og
centralorgan for sansning. Hjernen er også et slimproducerende organ,
og "den hellige syge"opstår ved, at slimen tilbageholdes i
hjernen. I skriftet angives to stoffer, som forstyrrer hjernens normale tilstand,
slim og galde. Slim gør hjernen for fugtig som medfører stille
vanvid, og betegner også angst og onde drømme. Galden får
den syge til at skrige op og gøre fortræd, og betegner depression,
lede og amnesi. Man havde ved dissektion af geder fundet frem til, at hjernen
har været fuld af slim. Denne sygdom betinges af, hvad der tilføres
og afgår af kulde og sol, og af vindene, som hele tiden skifter og aldrig
får ro. Det er dette, der er det guddommelige, så man behøver
ikke at skille denne sygdom fra de andre sygdomme og se den for mere hellig,
men de er alle guddommelige, alle menneskelige.
Forfatteren (hippokratiker) siger med dette, at alle sygdomme er
guddommelige og menneskelige. Guderne kan i denne tekst ikke sætte sig
ud over naturens love. Det guddommelige er nærmest en betegnelse for
de årsagssammenhænge, som findes i naturen, som mennesket er en
del af. Naturen er ikke underordnet religionen, religionen er underordnet
naturen.Naturen og religionen har skiftet plads.
